Film om kunstmaleren Jesper Christiansen

Museum Vestsjælland, som har museer i mange byer, bl.a. Holbæk, Slagelse, Sorø og Kalundborg, viser på Odsherred Kunstmuseum i Asnæs i sommeren 2021 en udstilling af kunstmaler Jesper Christiansen, som han specifikt har skabt en serie landskabsmalerier til. Udstillingen har temaet “De fire årstider”.

Vi lavede for Museum Vestsjælland en film om kunstneren, som bl.a. bliver vist på selve udstillingen og også ligger på museets hjemmeside og YouTube-kanal.

Jesper Christiansen er født i 1955 og bor og arbejder i Odsherred. Han er en kunstner med meget på hjerte og med fuld kontrol over de maleriske virkemidler.

I denne udstilling er det Odsherred, der er på paletten, og som blandes med selvoplevede indtryk, aftryk af tidens tand i litteratur og malerkunst og tilført kunstnerens underfundige og overskudsagtige legen med filosofiske og eksistentielle problemstillinger. Der er mange menneskelige aspekter i Jesper Christiansens malerier, men billederne selv er mennesketomme. Det er os/beskuerne, der undervejs i betragtningen af et maleri skaber det menneskelige indhold.

Hver gang Jesper Christiansen udstiller, er der tale om en slags status over mange menneskelige og kunstneriske erfaringer. De er høstet gennem årtiers seriøst og ihærdigt arbejde med billedkunsten og dets potentiale som medium for erkendelse.

Se filmen hér.