1990’erne

Efter 5 år i England i Clinic Films’ regi vendte Morten og Nicola Hjertholm tilbage til Danmark i 1994, og sammen med Henrik blev Storyboard Productions startet op. Formålet var dels at videreføre Klinisk Films stolte traditioner, og dels at kunne arbejde med mange andre typer produktioner på områder, der ikke nødvendigvis er medicinsk relateret, som fx tv, dokumentar og fiktion. Karsten Hjertholm var også stadig en del af firmaets aktiviteter, men han koncentrede stadig mest sin indsats omkring det velkendte lægevidenskabelige område.

I midten af 1990’erne kom den næste tekniske revolution, da DV-video-kameraerne kom på markedet. Førhen løb man som fotograf rundt med store, tunge kameraer – nogen gange føjet sammen med en lige så tung videobåndoptager – og filmede på ligeledes store bånd. Nu fik man så pludselig en smart, kompakt camcorder i hånden, som kunne optage både billed og lyd i mindst 1 time af gangen på små, kompakte bånd.

Den PC- og MAC-baserede non-lineære computerredigering begyndte også at dukke op sammen med internettet, e-mails og mobiltelefoner i anden halvdel af årtiet, og det gjorde mange funktioner utrolig meget lettere, selvom der selvfølgelig også var en del indkøringsvanskeligheder. Den videorevolution, der var sket i begyndelsen af 1980’erne, blev nu endnu mere markant, da det endnu engang blev billigere og nemmere at producere film og video.